Jeg troede, at jeg gjorde, men hold da op, hvor tog jeg fejl!

Jeg har været en af dem, der syntes, at Hjemmeværnet var lidt fjollet. Indrømmet, der er da også fløjet et par jokes om Hjemmeværnet gennem luften. Det er let at more sig på andres bekostning, især når man ikke ved, hvad man egentlig taler om. Så skal man nemlig ikke forholde sig til fakta, men kan forblive i fordommenes univers. Der har jeg befundet mig længe i forhold til frivillige. At jeg har gjort lidt grin med blandt andre Hjemmeværnet skyldes alene min uvidenhed.

Hvorfra kommer så min nyerhvervede indsigt og selverkendelse? Den kommer såmænd af noget så simpelt som mødet med repræsentanter for det frivillige Danmark. Jeg har gennem den seneste tid stiftet bekendtskab med det frivillige Danmark. Jeg er blevet præsenteret for nogle af de mangeartede opgaver, som frivillige i Danmark hjælper med at løse og løfte. Ikke mindst, så har jeg oplevet de frivilliges store indsats og dedikation for netop det, de har valgt at bidrage med til samfundet.

Tænk, at vi har borgere, som på mindre end 30 minutter er klar til at sætte deres liv på spil for andre. Hvad er deres udbytte af denne indsats? Målt i kroner og ører, så koster det dem faktisk penge, men målt i deres personlige udbytte, så er svaret: De kan simpelthen ikke lade være.

Jeg var ikke klar over, hvor mange frivillige, der er, som faktisk muliggøre, at vi blandt andet har søredning, frivillige brandmænd og andre frivillige, der støtter i forbindelse med oversvømmelser, storme og andre katastrofer – mennesker, som er klar til at smide alt, de har mellem hænderne, for at træde til og hjælpe andre på alle tider af døgnet og under alle tænkelige og utænkelige forhold.

De frivillige, jeg mødte, som har ændret mit syn på frivillige i Danmark er fra Moltrup Frivillige Brandværn i Sønderjylland. Jeg var på besøg en lørdag i januar, hvor de havde ”garagedag” på brandstationen. Det er en dag, hvor de frivillige møder op for at vaske brandbilerne, klargøre dem, opfinde nye ting til deres biler, finde på bedre måder at gøre tingene på og ikke mindst; aftaler, hvordan de selv kan købe materialerne til at lave det, de mangler! Kort sagt, de tager penge med på arbejde for at kunne hjælpe os andre – mens de oven i købet sætter livet på spil.

Det hedder frivilligt, men ikke desto mindre er der vagtplaner, som binder de frivillige hjemme i perioder af sommerferien, i julen, i nytåret og så videre. Deres betaling? De holder en fest og et julearrangement.

Tænk, det er dem og deres indsats, som jeg ikke værdsatte. Det var den indsats, som jeg ikke kunne se værdien af og som jeg til dels gjorde lidt grin med. At det skyldes uvidenhed, er der ingen tvivl om, men nej, hvor har jeg dog taget fejl.

At vores redningskorps i så bred udstrækning er afhængige af frivillige, var jeg ikke klar over. Når jeg spørger i det københavnske, så er der næsten ingen, som er klar over dette – her er vi mest vant til at se Københavns Brandvæsen og Falck i bybilledet. Kommer jeg derimod til det jyske, er der straks større viden og respekt om den frivillige indsats. Men jeg har kun mødt meget få, der rent faktisk er klar over, hvor stort bidrag de frivillige yder og at det rækker langt udover blot at ”møde til tiden”.

Derfor ved jeg fremover, at når jeg ser de frivillige – så vil min hilsen emme af respekt og taknemmelighed, for de yder virkelige et stort stykke uselvisk arbejde!